Herre 2 drog vestpå
Med et hold plaget af mangfoldige skader, trænertjanser, runde fødselsdage og influenza, kunne herre2 kun stille op med 5 morgentrætte spillere (Karsten, Martin, Steen, Henrik og Anders) til søndags morgenkamp i Holbæk (som stillede med 10 friske spillere). Stadigvæk mærket af vore nylige nederlag til Værløses meget unge hold var taktikken klar:” Nu er vi mødt op…så er det med at begrænse fejlene og nederlaget”.
Efter en begrænset opvarmning startede vi med at komme bagud 0-8. Lidt heldigt (dvs. Karsten scorede) var vi i stand til at få reddet til 10-12 ved første halvleg. Et par minutter inde i 2. periode var vi bagud med 10-20 og regnede med, at det nu ville blive en pinefuld og pinlig affære…men da vi åbenbart nu var blevet varme, fik vi os stille og roligt spillet tilbage i kampen. Anden periode blev afsluttet med et af Henriks karakteristiske buzzer 3′ere til en føring på 4 point. Tredje periode var mere af det samme stabile basket, som med bidrag fra Martins 1-mod-1 og Henriks tip-in rebounds i kurvehøjde resulterede i flere scoringer til os end til dem. Med en føring til os på ca. 10 point i begyndelsen af anden halvleg, regnede vi med at Holbæk ville kaste alt ind i ring…og det blev da også til både helbane pres og lidt ekstra fight under kurven, men da Martin formåede at bringe bolden rimeligt sikkert op af banen og Anders gentagne gange punkterede Holbæk ballonen med sine kølige 3′ere, kunne vi holde føringen til et slutresultat på 69-59.
Flot og rutineret spillet af de 5, som havde en god tur hjem og nu mener at indestarterpladserne ubestridt må være deres. Husk træning på Torsdag og Hjemmekamp på Søndag.

